Bøde for ulovlig medicinreklame
Helse-journalisten Frede Damgaard har af Vestre Landsret fået nedsat en
bødestraf fra 15.000 kroner til 10.000 kroner for ulovlig reklame for et
lægemiddel. Afgørelsen kommer, efter at den komplicerede sag har været en tur
omkring EF-Domstolen.
Når en person - i dette tilfælde en
journalist - på sin egen hjemmeside omtaler et lægemiddel, som vedkommende
hverken fremstiller, markedsfører eller forhandler, så kan det betegnes som
reklame for produktet. Og hvis lægemidlet er forbudt i Danmark, er det ulovlig
reklame, der kan medføre en bøde. Det fremgår af dommen, som var anbefalet af
EF-Domstolen. Dog blev bøden reduceret med en tredjedel.
Sammenhængen gik op for helse-journalisten Frede Damgaard, da han i
byretten i Århus 2005 fik bøden på 15.000 kroner for at have omtalt lægemidlet
Hyben Total. Præparatet er forbudt i Danmark, men sælges og kan hjemføres
lovligt fra f.eks. Norge og Sverige.
Journalisten nægtede at betale bøden, da han bl.a. ikke havde økonomiske
interesser i produktet, og ankede til Vestre Landsret. Denne instans bad derpå
EF-Domstolen om en udtalelse inden behandling af ankesagen.
Tredjemands ret til at omtale lægemidler er et omstridt område. Allerede i
2004 pålagde Tjekkiet en forfatter til novellerne "Der var ikke mere
Viagra, og så kom Cialis" en bøde på 200.000 tjekkiske kroner for
udtalelser om Viagra.
Hyben Total i pulver- eller kapselform blev indtil 1999 solgt lovligt i
Danmark. Præparatet skulle ifølge domsudskriftet lindre eller behandle gigt,
galdesten, nyrelidelser, blærelidelser m.v.
Kilde: Ritzau August 2009
-------------------------------
Fødevarestyrelsen har forbudt mindst 150
helseprodukter, fordi forhandleren har omtalt deres
sundhedsfremmende egenskaber. Myndighederne har nemlig besluttet,
at hvis man f.eks. nævner at
"Oles Hvidløgspiller" fremmer immumforsvaret, så er denne
pille dermed automatisk gjort til et lægemiddel, hvor man skal
igennem en lang og dyr proces for at få tilladelse til markedsføring. Så længe
denne tilladelse ikke er givet, er det forbudt at sælge "Oles
hvidløgspiller." Dette til trods for, at der er dynger af dokumentation
for, at hvidløg er godt for immumforsvaret. Dette vanvid er nok et godt billede
på vore sundhedsmyndigheders almindelige stupiditet og arrogance.
Kilde: Ole Gerstrøm August 2009