LNS Nyhedsbrev nr. 26. - December 2010 

 

B R A V O !

Det europæiske borgerinitiativ om at indstille alle godkendelser af nye

genmodificerede afgrøder (GMO-er) indtil konsekvenserne ved dyrkning af GMO afgrøderne er undersøgt, har nu samlet over 1 million underskrifter!

Kan man ønske sig en bedre jule- og nytårshilsen?

 

En uafhængig instans skal nu nedsættes til sikring af en dybdegående, videnskabelig undersøgelse af konsekvenserne ved dyrkning af GMO-afgrøder.

 

Det er Greenpeace og Avaaz, som har stået for det kæmpearbejde at indsamle underskrifterne, som på vegne af over 1 million europæere blev afleveret d. 9. december til EUs sundhedskommissær, John Dalli.

 

Underskrifterne er et udtryk for den enorme forskel mellem, hvad EU-kommissionen vil med GMO, og hvad EU-befolkningen vil. Den har nu givet et kraftigt fællessignal til EU-Kommissionen om at tage det brede borgerønske alvorligt. 

 

Retten til at gennemføre EU-borgerinitiativer trådte i kraft med Lissabon-traktaten 1. december 2009 og betyder, at 1 million europæere fra et repræsentativt antal EU-lande kan få en sag direkte på EU-Kommissionens dagsorden.

 

LNS har indgivet høringssvar til flere EU-emner, senest netop til “EU Kommissionens Grønbog om det europæiske Borgerinitiativ” samt høringssvar vedr. GMO-majs. 

EU-Kommisionen er tre gange blevet underkendt af Ministerrådet i GMO-sager. I marts 2009 fik Østrig og Ungarn f.eks. ret til at forbyde GMO-majs.

Trods en yderst kritisabel risikovurdering af den genmodificerede antibiotikaresistente Amflora-kartoffel, og til trods for at både EU lov og dansk lov specifikt forbyder GMO-afgrøder med antibiotikaresistensgener gav Kommissionen i marts i år tilladelse til dyrkning af den. Kun 7 mdr. efter havde 1 million EU-borgere via borgerinitiativet sagt ”nej tak”.

 

Det danske Folketinget har netop under førstebehandling et vigtigt beslutningsforslag fra oppositionen om et etårigt forbud mod at dyrke Amflora-kartoflen i Danmark. Flere EU-lande har allerede betakket sig. Med brug af borgerinitiativet vil nationale GMO-forbud nok kunne mindskes fremover.

 

Kommissionen er ikke forpligtet til at følge opfordringen i et borgerinitiativ, men det kan være af politisk betydning, hvis over 1 million EU-borgere vælger at skrive under på et initiativ’, skriver EU-oplysningen. Spændende om Kommissionen nu tilpasser sin politik til borgernes ønsker.

 

Tak til jer i Danmark, som underskrev appellen på Forum- og Falkonermesserne, på Kultorvet, i Jomfruens Egede, ja, hvor som helst, og dermed bidrog til gennemførelsen af dette EU-borgerinitiativ.

 

De bedste jule- og nytårshilsener

Landsorganisationen NaturSundhedsrådet LNS
Office: LNS v/ Mogens Ehrich, Møllegårdsvej 3, 4320 Lejre
Tlf. (45)70 22 23 39 * www.lnsnatur.dk
Vera Marcher

 Indmeldelse i LNS her
Læs NaturHelse her


PS:
”Avaaz” betyder “stemme” på adskillige verdenssprog og blev oprettet i 2007 i USA med den enkle demokratiske mission: at organisere borgere blandt alle nationer med det formål at lukke gabet mellem den verden vi har og den verden de fleste verdensborgere ønsker. Ifølge Suddeutsche Zeitung: ‘En transnational enhed, som er mere demokratisk og kunne blive mere effektiv end selve FN’.

Greenpeace er kendt som en international uafhængig miljøorganisation.